Skip to content

Tidligere Blogs

21
dec

Datamatiker pt. 6

SÅ SKETE DET!! Jeg blev fanme optaget på KNORD som Datamatiker, og kan starte d. 1. Februar 2012!
Det var lige den besked jeg havde ventet på.

På trods af alle de timer jeg har brugt på at finde ud af matematik, er jeg blevet optaget på baggrund af samtalen jeg havde med studievejlederen, samt min erfaring med IT og web-Integrator uddannelsen.

Jeg skal dog have bestået Matematik B inden Januar 2013, hvor den første årlige prøve skal fyres af.

Det har jeg dog allerede styr på, da jeg er blevet tilmeldt Matematik 0-C på KVUC som Flex. Det bliver hårdt, men jeg skal nok klare det. Jeg har folk der kan hjælpe mig.

Matematik B vil jeg så kunne tage i eller efter sommerferien – hvad der nu kan lade sig gøre.

Jeg er bare lykkelig, og det er fanme fedt!

Nu mangler jeg bare kollegie/ungdomsbolig, hvilket åbenbart er pisse svært at få fat i lige nu, da der er en milliard andre unge mennesker der også søger, og der er så en venteliste på 1 år.. Hmmmmm! Det betyder så at jeg er boligløs fra 1. Februar, men jeg må finde på noget. Håber jeg kan få noget hjælp til at blive rykket på en akut liste eller noget, ellers må jeg bo rundt omkring, hvor der nu er en sofa, indtil jeg kan få mit eget.

Men ja.. Nu skal jeg bare glæde mig over at jeg er kommet ind! WOOOP!!!

16
dec

Datamatiker pt. 5

Christ..

For at komme ind på Datamatiker kræver det Matematik B.
For at komme ind på et enkeltfagsforløb med Matematik B, kræver det at man har en gymnasie uddannelse, ELLER en erhvervsuddannelse med et fag på C niveau.

Jeg har selvfølgelig en masse D niveauer, og har endda 2 på A niveau, men de var ikke sikre på at “A niveau” på Web-Integrator uddannelsen svarede til et rigtigt “A niveau” ude i resten af Danmark.

Så jeg skal have dokumentation på at et A niveau på Web-Integrator uddannelsen anses for at være et “rigtigt A niveau”. Så kan jeg komme ind på Niels Brock og tage et turbokursus hvilket kan smide mig op på et C niveau i Maj, og derefter op til B til sommer.

Hvis ikke det anses for at være et “rigtigt A” så er der ikke andet at gøre end at vente på at KVUC åbner nye hold til August, hvilket betyder at jeg først kan starte som Datamatiker om 1 år.

Det er da bedre end halvandet år, men fanme provokerende..

Ville sgu godt bare sove weekenden væk…
Glæder mig fanme til at komme i aktivering igen på mandag.. Bare for at få noget andet at tænke på.. Noget at lave!

Alt det her studie-gejl er ved at drive mig til vanvid…

And so are you……….

14
dec

Datamatiker pt. 4

Var ude ved VUC idag og snakke med deres studievejleder.
Ligesom i telefonen, var vejlederen mega fraværende. Afbrød mig midt i en sætning for at tage telefonen og kiggede mest af alt på mig som om at hun blot ventede på at jeg ikke havde mere at spørge om, så hun kunne slippe af med mig.

Ud over at hun var en klaphat, så fik jeg da nogenlunde svar på de ting jeg skulle vide, og det var sgu ikke så positivt som jeg kunne håbe på.

Matematik fra E -> B tager 1½ år. Ud over det, så er timerne placeret lige omkring middagstid hvilket betyder at jeg ikke kan tage NOGET af det i en klasse, men er nødt til at tage det hele som Flex = selvstudie. Og hun skulle selvfølgelig lige understrege at det ville være rigtig hårdt hvis jeg skulle kunne klare det.

Selvom jeg måske kunne fyre flex fagene af på kortere tid, så nytter det ingenting eftersom at eksamerne åbenbart først er til sommer. Dvs. Matematik E og D kunne jeg bestå til Sommer, og derefter tager C og B ½ år pr. modul og så kan jeg bestå dem til sommer næste år.

Det er ret belortet egentlig, da jeg så først vil kunne komme igang med Datamatiker uddannelsen om 2 år. Og hvis jeg kan komme ind og evt. tage matematik ved siden af, så er det stadig 1½ år med Datamatiker lektier OG matematik lektier… = FUUUU——

Så nu har jeg skrevet en mail til Studievejlederen på KNORD, og forklaret situationen, og så håber jeg at han vender tilbage med nogen positive nyheder.. Måske kan jeg nøjes med nogen af niveauerne eller sådan noget.
Håber sgu at det kan lykkedes alligevel.

Ellers må jeg igang med en plan B som nok ikke har noget at gøre med Datamatiker uddannelsen, eller for den sags skyld andre videregående uddannelser…. Tilbage til erhvervsuddannelser, useriøse skoler og nederen jobmuligheder. FACK!

13
dec

Datamatiker pt. 3

Puha, jeg skriver meget om det her uddannelseshalløj i øjeblikket. Det fylder meget lige nu.. Mest fordi at jeg nu har besluttet mig for at det skal være det, og når jeg har sat mig for noget, så skal der bare være styr på det hele her og nu!

I dag har jeg været ude på KNORD og snakke med studievejlederen derude.
Det var faktisk rigtig positivt. Intet er sikkert, men det ser helt klart lysere ud.

Jeg havde samlet alle mine papirer; Ansøgning, eksamenspapirer, karakterer, anbefalinger, job-referencer osv. osv..
Jeg fik en god snak med ham omkring min uddannelsesmæssige baggrund og erhvervsmæssige baggrund og han mente helt klart at jeg var en af de undtagelser der sagtens kunne komme ind på uddannelsen, uden at have en videregående uddannelse.

Vi fik også snakket lidt omkring det her med at jeg skal have Matematik på B niveau, og årsagen er egentlig ikke at man kommer til at arbejde med matematik på højt niveau, men mere at man skal kunne tænke som man gør på matematik på B niveau.. altså have samme logiske tankegang eller hvad filan man nu kan sige. Det er dog stadig et krav, men han bad mig undersøge med AVU/VUC hvordan jeg kan få sammensat et forløb med Matematik som enkeltfag, og hvis det kunne blive noget med at jeg f.eks. kunne bestå C eller B niveauet til sommer, så mente han at det var fint nok til at jeg kunne starte som Datamatiker til Februar, og så tage matematikken sideløbende.

Jeg krydser fingre, og håber fanme at jeg kan starte til februar. Jeg er opsat på det her, og jeg vil igang NU.

Men ja, selvom alle krav er opfyldt, så skal jeg stadig optages på studiet, og det er jo heller ikke sikkert at jeg bliver det alligevel.

Men har AVU/VUC gode nyheder imorgen, og siger studievejlederen god for forløbet, så er jeg positiv omkring det.
Uanset hvad forventer jeg ikke at jeg kommer ind, men jeg håber det.

Som altid: Håb på det bedste, forvent det værste. Så kan man kun blive positivt overrasket.

12
dec

Datamatiker pt. 2

Pres på i denne uge.

Fra næste uge skal jeg i aktivering igen, og så får jeg ikke så meget tid til at få styr på alle de ting jeg skal.

Vil jo som sagt gerne ind på Datamatiker uddannelsen, men for at jeg kan det, så kræver det at jeg enten har en gymnasiel/handelsskole uddannelse ELLER at jeg har en relaterende erhvervsuddannelse + erhvervserfaring som er godt nok.

Ud over det kræver de at jeg har Matematik på B niveau for at kunne blive optaget.

Jeg har heldigvis Web-Integrator uddannelsen + erhvervserfaring som studievejlederen mente kunne give mig adgang. Dette er dog noget jeg skal have dokumenteret. Jeg har selvfølgelig eksamensbevis fra min web-integrator uddannelse, og den er med helt fair karakterer.

Men nu skal jeg så have udtalelser fra de arbejdspladser jeg har haft mht. at jeg har hjulpet til i deres driftsafdeling osv. og de gider bare ikke tage sig sammen og skrive det til mig.. og skal bruge det.. like… nu!

Så er det sådan at jeg skal have Matematik på B niveau. Jeg har på F, da det var hvad jeg fik som Datatekniker.
For at komme på VUC og tage D/C/B kræves det at jeg har hvad der svarer til 10. klasse (E), så det betyder at jeg skal tage det som AVU eller.. AUV.. eller.. Ja.. whatever.. Men skal hvertfald tage 4 niveauer af Matematik inden jeg kan komme ind.

Så det skal jeg også have styr på, men igen er det umuligt at få noget brugbart ud af de svar man får fra vejledere og jobcenter osv.

VUC’s studievejleder var lige til at lukke op og skide i. Hun lød mest af alt som om at hun slet ikke ville have at man kom på VUC.. Hun var hvertfald ikke til megen hjælp. Meeeeeen skal nok komme igennem det.

Drømmescenariet kunne være at de på København Nord (Knord), sagde at hvis jeg tilmeldte mig Matematik B/C/D/E på VUC, og at de godkendte min uddannelses/erhvervs-baggrund, at jeg så kunne starte på Knord til Februar, og så tage matematikken sideløbende på VUC. Ellers skal jeg have Matematik som enkeltfag i et år, og derefter starte på Knord.

Men ja, skal have styr på alt i denne uge, da jeg starter i aktivering igen i næste uge, og så bliver det svært hvis jeg bliver indkaldt til samtaler hos studievejledere osv.

Bumbum.. Positive! Jeg skal nok få styr på det. Om der så går et år før jeg kan starte :P Men derfor kan man jo godt håbe på drømmescenariet..

8
dec

Datamatiker pt. 1

Mit liv lige pt. er ret kaotisk.
Har været arbejdsløs nu i et år (faktisk præcis idag), og er jobsøgende.

Alle ved jo at det er stortset umuligt at få et job, med mindre at man er fuldkommen ligeglad med hvad man render og laver.
Det er jeg ikke, og det bliver jeg aldrig. Jeg kunne aldrig drømme om at få et job i Netto – Hvorfor? Fordi at mit CV fortæller min hjerne at det er spild af mine evner. Og nej, det er slet ikke okay at være kræsen i disse tider, men det er jeg.

Jeg har fået et job som bartender, og det er sgu også fint nok, men det er ikke noget jeg kan leve af, og slet ikke når jeg kun arbejder i weekenden, hvilket jeg heller ikke kan få til at fungere helt optimalt. Det er sgu hårdt at være i aktivering alle ugens dage, og så miste ens weekend, fordi at man skal være frisk til at arbejde fra 21 lørdag aften til 05-06 søndag morgen.

Her til aften havde jeg en samtale med mine forældre, og min søster. Min søster er flyttet til jylland, og har ligesom jeg været jobsøgende. Nu fik hun tilbudt en praktikplads i det firma der har uddannet hende som guide, og det har hun sagt ja til, og skal nu på skolebænken igen som kontorelev.

Måske er det også det jeg er nødt til… Tilbage til skolebænken? Det er slet ikke en tanke jeg har lyst til at tænke nu – og dog?…
For 6 timer siden var jeg skoletræt og skulle IKKE tilbage på skolebænken. HVIS jeg nogensinde skulle, så skulle det være en erhvervsuddannelse med praktik, så jeg kunne komme ud og lave noget, og få elevløn. Efter samtalen med min familie her til aften, gik jeg ind på ug.dk og havde en samtale med en vejleder via deres chat, som iøvrigt er ret smart.

Vi var rundt omkring hvad der kunne være interessant… Eventkoordinator, Receptionist og alt muligt gejl, som jeg slet ikke kunne se mig selv arbejde med på noget som helst tidspunkt. Jeg endte tilbage i IT faget, og må konstatere at det er der jeg hører hjemme. Det er det jeg er bedst til og det er det jeg brænder for. Jeg vil bare ikke arbejde med IT-Support længere som jeg har gjort de sidste… 1-2-3-4-5 års tid.

Jeg tog en Web-Integrator uddannelse, og karaktererne viste at det er programmering og den slags arbejde jeg brænder for.
Efter samtalen med vejlederen, med min familie og med min hjerne har jeg valgt måske at følge en helt anden vej (næsten da…) end hvad jeg nogensinde havde overvejet for blot 6 timer siden.

Imorgen vil jeg kontakte en studievejleder på EA Copenhagen Business, København Nord, og forhøre mig om min Web-Integrator uddannelse + erhvervsmæssige baggrund + Matematik på B. Niveau som enkeltfag på VUC kan få mig ind på Datamatiker uddannelsen.

Yes, jeg overvejer seriøst at tage Datamatiker uddannelsen. En uddannelse på SU (Æv!), kun skoleforløb (Æv!), rigtig meget teori (Æv!) men derimod en god uddannelse, efterfølgende jobs som matcher det jeg har lyst til at lave, mulighed for videruddannelse med noget jeg har lyst til at lave og en god løn. Så ja, imorgen kontakter jeg studievejlederen, og forhører mig om det er muligt for mig at søge ind, og så ser vi hvad der sker.

Puha… 2½ år på SU var ikke planen, men det er nok nødvendigt for at jeg har en fremtid med en god økonomi, et godt arbejde og et stabilt liv. Jeg er positiv omkring det – og det er det vigtigste.

10
jun

Bartenderskole

DriiiinksDet er efterhånden mange måneder siden at jeg har skrevet en blog, men nu sker der nogen ting igen, og derfor synes jeg da at jeg vil komme igang med bloggen igen, så jer herhjemme i Danmark kan følge med i hvad jeg foretager mig.

Siden sidst er der ikke sket forfærdeligt meget. Jeg har fået kørekort, og har haft det i nogen måneder. Mht. lejlighed er dette sat på standby, og grunden til det er at jeg har bestemt mig for at tage en bartender uddannelse.

 

Mit arbejde hos Surftown måtte desværre stoppe tilbage i April, og derfor endte jeg på A-Kassen og begyndte at søge nye jobs. Desværre er det ikke særlig nemt at få et job i dagens danmark indenfor de fag som jeg gerne vil/kan, og samtidig var jeg heller ikke sikker på at det egentlig var det jeg ville. Jeg har altid arbejdet med kundeservice indenfor IT området, og det er helt klart min force, men jeg er bare ikke sikker på at jeg gider sidde bag et skrivebord mere, svare mails og telefon, og hjælpe folk med deres IT problemer. Men jeg ønsker heller ikke at forlade kundeservice.

 

Tilbage i Januar/Februar måned overvejede jeg at tage denne bartender uddannelse, men der var for mange ting der holdt mig tilbage. Siden da er de fleste af de ting der holdt mig tilbage skubbet af vejen, og  nu står jeg her, og ved ikke hvad jeg vil lave fremover, så hvorfor ikke springe ud i det?

Har siden jeg arbejde på Hard Rock Café godt kunne tænke mig at stå bag en bar, og nu har jeg muligheden for at få en professionel uddannelse hos Den Europæiske Bartenderskole (EBS), hvor jeg både lærer at blande drinks, teknikker til at blive hurtig til det, barflair (Show bag baren), samt det teoretiske omkring alkohol og bartending generelt.

Så imorgen kl. 06:45 tager jeg afsted fra København, og rejser til Kos i en måned (frem til d. 10/07) for at blive Bartender. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme igang, møde nye mennesker, og komme hjem igen. For når jeg kommer hjem, har jeg mulighed for at søge mange jobs, ikke kun i Danmark, men også i udlandet, hvilket jeg rigtig gerne vil.

Rejsen imorgen kommer til at starte i København, hvorefter jeg flyver til London (Gatwick). Der skal jeg så vente i 6-7 timer, hvorefter jeg flyver til Kos. Jeg vil løbende skrive om opholdet dernede, så folk kan følge med herinde, og der vil selvfølgelig også blive lagt billeder m.m. ud.

Nu vil jeg sørge for at det sidste er pakket færdigt, inden jeg i aften tager til København og overnatter så jeg nemmere kan komme i lufthavnen.

Jeg vil derfor slutte af med at poste en Intro-video der viser lidt om opholdet på Kos.

/Kenneth

8
feb

Windows 7 Apps

Har den sidste uges tid brugt en masse tid på min nye PC. Tiden er gået med at installere spil, udforske Windows 7 (som er helt nyt for mig), og udforske de forskellige applikationer der nu findes dertil.

Det er nok en af de ting jeg har savnet mest efter jeg forlod Windows for 4 år siden. Ikke fordi at Linux og Mac OS X ikke tilbyder en masse lækker software, men Windows har nu altså mere, og rigtig meget som tweaker en masse ting under motorhjelmen. Det er måske også derfor at man formaterer lidt oftere, men det er vidst min egen skyld. :P

Jeg vil her nævne nogen af de apps som jeg har installeret og som jeg vil anbefale.

1. Fences

Fences Indstillinger

Fences hjælper med at organisere ens ikoner på skrivebordet. Det er typisk at man smider ikonerne rundt i forskellige kanter af ens desktop for at holde en orden mellem spil, programmer og andre småting. Her kan Fences hjælpe dig med at oprette disse bokse med en titel, som kan flyttes rundt. Download Fences

2. FlashGet

FlashGet

FlashGet er en gratis Download Accelerator. Jeg har ledt efter mange, men denne synes nu at være den nemmeste og mest logiske af slagsen. Download FlashGet

3. Virtual CloneDrive

Virtual CloneDrive

Virtual CloneDrive fra SlySoft bruges ganske enkelt til at mounte billede-filer (f.eks. .iso filer) som et virtuelt drev på din PC. Programmet er ret nemt at gå til, og kan meget nemt indstilles til at have flere virtuelle drev via sys tray-ikonet. Download Virtual CloneDrive

4. EnhanceMySe7ven

EnhanceMySe7en Information EnhanceMySe7en Registry Cleaner EnhanceMySe7en Performance Tweaks EnhanceMySe7en Customizations

EnhanceMySe7en er et program der tilbyder alle mulige former for værktøjer og tweaks til Windows. Med EnhanceMySe7en kan du rydde op på disken, i registreringsdatabasen, defragmentere, finde info om din hardware samt Tweake alverdens funktioner og standardprogrammer i Windows. Programmet er desværre en demo, men den fulde version kan købes for 175 DKK. Så det må siges at være overkommeligt. En 15 dages prøveversion af programmet kan downloads her: Download EnhanceMySe7en

5. Gadwin PrintScreen

Gadwin PrintScreen Preferences Gadwin PrintScreen Source Gadwin PrintScreen Destination Gadwin PrintScreen Image

Gadwin PrintScreen er et værktøj til at tage Screenshots. Programmet kan sættes op til at tage et screenshot af hele skærmen, aktuelle vindue, valgt vindue eller et markeret område af skærmen. Ud over det får du mulighed for at vælge hvilken filtype billedet skal gemmes i og meget mere. Alt i alt giver programmet lidt mere avancerede muligheder for at tage et screenshot end Windows’ almindelige Screenshot funktion gør. Gadwin PrintScreen kan downloades her: Download Gadwin PrintScreen 4.5

6. ClipGrab

ClipGrab ClipGrab

Kender du det at du klikker dig rundt på YouTube eller Vimeo og finder en video eller sang som du godt kunne tænke dig at have med dig rundt på din iPod? Med ClipGrab kopierer du blot URL-adressen fra videoen og så vil ClipGrab automatisk registrere dette og spørge dig om du vil downloade videoen. Du kan vælge enten at downloade videoen i nogen forskellige formater, eller du kan vælge kun at hente lyden i MP3 format. Super nemt og hurtigt. ClipGrab kan downloades her: Download ClipGrab

7. Keepit Unlimited

Keepit Indstillinger Keepit Status

Keepit Unlimited er et dansk Online Backup program fra firmaet Keepit A/S. Med Keepit Unlimited kan du hurtigt og nemt tage en backup af alle dine filer, og som navnet “Keepit Unlimited” siger, så har du ubegrænset backup plads. Sikkerheden er helt i top da du både har brugernavn (e-mail adresse) og adgangskode samt en unik krypteringsnøgle som kun du har (HUSK at tage backup af denne krypteringsnøgle, hvilket kan gøres under fanebladet “Bruger” i Keepit programmet!). Du starter med at vælge hvilke mapper du ønsker at tage backup af, og her har du både mulighed for hurtigt at vælge de mest almindelige mapper (Dokumenter, Skrivebord, Favoritter osv.) eller du kan vælge en avanceret visning og her selv vælge hvilke mapper du ønsker at tage backup af. Herefter vælger du hvilke dage du ønsker der skal tages backup, og så vil Keepit herefter selv tage backup de dage du har valgt. Du kan selvfølgelig også selv vælge at sætte en backup igang når du ønsker det.

Jeg vil gøre opmærksom på at Keepit er beregnet til at tage backup af interne drev på din computer, dvs. at netværksdrev (f.eks. NAS) eller eksterne USB-harddiske ikke supporteres. Samtidig skal det gøres klart at Keepit IKKE er en Online Storage service, men en Online Backup service. Det er derfor ikke muligt at browse dine filer via en browser, samt åbne filerne fra andre computere end den computer du tager backup af/gendanner til.

Første gang du benytter Keepit tages der en fuld backup. Dette kan tage meget lang tid alt efter din internetforbindelses upload hastighed. Efterfølgende vil den tage backup af nye filer eller filer der er blevet ændret siden sidste backup. Keepit Unlimited har en historik på 30 dage. Dvs. at du kan finde udgaver af dine filer der er op til 30 dage gamle.

Keepit Unlimited kan prøves gratis i 30 dage, hvorefter det koster 39 DKK/md. Du kan oprette en gratis konto her: Keepit Unlimited Trial

Derefter kan Keepit klienten hentes her: Download Keepit

—————————————————-

Da jeg sikkert vil finde flere programmer i løbet af tiden har jeg valgt at oprette en side på min blog hvor jeg vil opdatere. Denne kan findes i topmenuen under “Apps” -> “Windows 7″.

Der vil også komme flere sektioner med programmer til Mac OS X og Ubuntu.

Har du nogen gode forslag til programmer som er værd at kaste sig ud i, så smid gerne en kommentar til denne blog. :)

Hav en god aften. :)

7
feb

Super Bowl & Lejlighed

Igår var jeg hjemme hos Teit til noget Super Bowl aften hvilket jeg har måttet sige nej til de sidste par år, da det altid ligger lige op til en arbejdsdag og først starter efter midnat. Til stede var Teit (selvfølgelig), Toby, Magnus, Yannick og jeg.

Dagen startede med et par køretimer efter 1½ måneds pause. Skal jo til køreprøve d. 24. Februar, så det er nok en god idé lige at komme ud og køre lidt op til så jeg består første gang. Føler mig dog ret sikker, så tror nu nok at jeg skal bestå.. Men alt kan jo ske!

Derefter tog jeg i Fields for at købe øl til Super Bowl arrangementet senere om aftenen. Til sådan en aften kan man jo ikke nøjes med en alm. Tuborg Classic, så der skulle selvfølgelig nogen Buds og Millers til for at skabe den amerikanske stemning. Det var jeg dog ikke den eneste der havde tænkt, og måtte rippe de sidste fra hylderne, så det blev til 4x ½L Budweiser og 2 flasker Millers. Men det var nu også fint nok.

Mødtes med Toby kl. 16:30 på Nørreport st. hvor vi tog hen på Jagtstuen ved Israels Plads og fik os en enkelt pils, og tog derefter hjem til Teit.

Aftenen var super hyggelig, og vi fik bestilt flere kilo mad fra Den Sorte Gryde. Var umuligt at komme igennem altsammen, men så var der også lidt natmad. :P

Jeg nåede at se optakten til selve kampen, men måtte bukke under ca. ½ time før det hele startede :P Jeg kunne simpelthen ikke holde mig vågen. Vågnede dog engang imellem og deltog i festen i et par minutter for derefter at gå kold igen! Men hyggeligt var der hvertfald! :)

Jeg aner ikke en skid om Amerikansk Fodbold, men jeg heppede dog på Green Bay Packers da rapperen Lil Wayne gør det samme, og så har de nogen super seje ostehatte! Det kan man jo ikke stå for! GREEN & YELLOW for sawtan! Bonus var så at de vandt! Hurra!

Tog hjem idag ved 12 tiden. Alle var gået kold i lejligheden, så jeg skred afsted derfra og tog hjem. Selvfølgelig skulle jeg med metroen fra Bella Center st. og da jeg var på Christianshavn st. blev der meddelt i højtalerne at der var blevet startet en alarm på Nørreport st. hvor der skulle være personer på sporet. Så jeg hoppede op og tog bussen til Hovedbanen og derefter toget til Køge og så bussen derfra. Hader simpelthen den tur. Tager så lang tid!

Derfor kan vi håbe på at der snart at gode nyheder på vej til mig!

Har jo siden September måned sidste år ventet på en lejlighed i Ballerup. Der har været 1000 problemer med at få den, og havde faktisk på et tidspunkt helt droppet tanken om nogensinde at få den.

Mellem jul og nytår fik jeg så gode nyheder at jeg skulle kunne overtage lejligheden d. 15. Januar. Dette viste sig dog ikke helt at holde, og har indtil nu kæmpet for at få fat i kontrakt og nøgler.

For et par uger siden var jeg så ude og kigge på kontrakten, og fik den underskrevet! Det er en super kontrakt, og nogen super aftaler jeg har fået lavet med ham der ejer lejlighederne, så glæder mig som en gal til at overtage lejligheden som i øvrigt er en 3v. i Ballerup på 78 m2. ca. 700m fra stationen.

Nu mangler jeg bare nøglen, og hvis alt går som det skal, skulle jeg gerne få den på Søndag kl. 14. På kontrakten står der at jeg kan flytte ind d. 1. Marts, så inden da har jeg den hvertfald. Men kunne være fedt at få den lidt før, så jeg kan komme ind mod byen igen. :)

Ellers sidder jeg bare og laver ikke så meget her idag. Er begyndt at spille Crysis, og må sige at det er super lækkert. Kører max. grafik indstillinger og det kører smooth! Lækkert siger jeg bare!

Og nåh ja, så er L.O.C.’s nye single “Ung for evigt” kommet ud idag! Minder selvfølgelig meget om “Melankolia / XXX Couture”, men tror nu nok at hele albummet vil blive anderledes. Glæder mig hvertfald til at høre resten, da “Ung for Evigt” er meget lovende.

Men nu vil jeg takke af for idag, med lige at poste videoen som kan ses herunder. Hyg jer! :)

4
feb

Online Communities

FacebookSå blev det sgu lige tid til dagens blog.

Startede dagen med at sætte mig foran min computer, og det har jeg så brugt hele dagen på. Er ved at få et overblik over det her Windows 7 halløj, og jo jeg er godt tilfreds og overbevist om at Windows endelig er på rette spor. Er ret glad for de her widgets som vist nok også var en del af Vista, og synes at det er med til at gøre det lidt mere personligt.

Dog er der 1 ting jeg har undret mig over. For selve systemet er jo egentlig sat ret godt op til at køre Dual-screen som jeg nu kører med, men hvis man skal sætte en baggrund ind, så kan man IKKE få den til at strække sig over begge skærme. Det undrer mig egentlig lidt da jeg efterhånden ville mene at det burde være standard. Har dog fundet et progam der kan tweake Windows til at gøre det. Men ja, stadig lidt underligt.

Overskriften på min blog kommer lidt af at jeg er typen der bruger meget tid online på div. communities, og har gjort det i lang tid.

De steder jeg har besøgt har været Facebook, Black Market, Rebellic & The Fallen.

Man kan jo sige at Facebook efterhånden er en side hvor meget få mennesker ikke har en profil. Facebook er i mine øjne et direkte news feed på mine venner og dem jeg nu er interesseret i at vide noget om. Har ikke så meget at sige om Facebook, ud over at jeg bruger det rigtig meget til at se mine venners opdateringer, se billeder fra fester og andet og følge med i nyheder fra div. firmaer og bands som jeg interesserer mig for.

Det der nu får mig til at nævne online communities er de 3 sidste steder jeg har nævnt. Det er 3 sider som har en ting til fælles, nemlig at de prøver at ramme en målgruppe indenfor den danske undergrund. Dette er forskellige ting som f.eks. musik, kunst, SM/Fetich mm.

Black Market har jeg været bruger af i et godt stykke tid, mest af alt fordi jeg havde en stor vennekreds derinde men også fordi at der i perioder kommer nogen gode debatter op som jeg kan deltage i. Jeg har dog på det sidste ikke rigtig været så aktiv derinde længere, da jeg føler at min interesse for det klientel er dalende.

Som man bliver ældre finder man nye interesser, nye bekendtskaber i andre miljøer og så finder man også bare ud af på et tidspunkt hvilken person man er. Da jeg var ung var det i det miljø jeg befandt mig, og det klientel som tiltalte mig.

Det er det ikke rigtig længere, og af den grund har jeg nu valgt at slette min profil derinde. Det sjove er, at herefter jeg har slettet min profil, har jeg fået en del henvendelser fra folk som jeg ALDRIG snakkede med, om HVORFOR jeg nu har slettet min profil? Det kommer lidt bag på mig at folk faktisk holder øje med det og går op i det?

Forklaringen er kort: Jeg har bedre at tage mig til end at sidde og klikke F5 på en hjemmeside hvor der for mig ikke sker en s***…

Ud over det er min fortid i det miljø ikke ligefrem en fortid jeg ønsker at huske tilbage på. Der er mange bekendtskaber derinde som jeg ikke ønsker skal følge med i alt hvad jeg laver, hvem jeg skriver med, og hvad jeg skriver om. Hvis de ønsker at følge med i mit liv, så kan de jo meget passende søge på google, og finde frem til min blog her. ;)

Så nu er jeg væk derfra (for anden gang iøvrigt..).

Læs mereRead more

mugen 2d fighting games
WordPress Themes